Af Poul Tullberg
I foråret 2008 var jeg på krydstogt fra Moskva til St.
Petersborg, og selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at lede
efter gamle flasker. Det lykkedes mig da også at få fat i nogle
stykker på så underlige steder som i en souvenirbod og på et
vodkamuseum. Flaskerne i souvenirboden var temmelig dyre, mens jeg
fik lov - efter en længere diskussion - til at vælge en flaske fra
vodkamuseets egen udstilling for et symbolsk beløb.
Begge steder fik jeg en meget specielt formet flaske, der var
lavet til den ægte Smirnov-vodka fra Moskva. Jeg kan godt lide at
vide lidt om mine flasker, så da jeg kom hjem begyndte jeg at
google alt, hvad jeg kunne oversætte fra flaskerne, og det viste
sig, at netop disse flasker havde sin helt egen historie.
Men først lidt om Smirnov Vodka. Peter Arsenjevitch Smirnov blev
født i 1831 nær den gamle Zar-by Yaroslavl nord for Moskva. I 1858
flyttede familien til Moskva, hvor Peters far stiftede et vinfirma,
fortrinsvis med rosa vine fra Rhein-distriktet, og i 1860 blev
Peter medejer. Selv om han købte endnu en vinhandel havde han andre
planer; han ville lave den perfekte Vodka, og den skulle hedde
"Smirnovskaya".
Det lykkedes ham at fremstille en vodka af - på den tid -
fremragende kvalitet, og forretningen voksede hurtigt. Snart
udvidede han sortimentet med likør og andre alkoholiske drikke
baseret på vodka. Han var den første i Rusland, der filtrerede sin
Vodka gennem trækul, hvilket fjernede en del uønskede smagsstoffer
og gav et renere produkt.
Omkring 1870 var hans vodka den bedste på markedet, og hans mange
konkurrenter gjorde alt for at efterligne den gode kvalitet, der
kendetegnede hans produkter. Men han var altid lidt foran alle
andre. Selvom han nu var blandt de rigeste købmænd i Moska og nød
stor respekt alle steder ville han videre.
I 1873 udstillede Peter Smirnov sine produkter på Industrimessen i
Wien, og det blev gennembruddet for "Smirnovskaya" internationalt.
Senere fulgte hæder på udstillinger i Philadelphia og Paris, og
Peter Smirnovs blev den ukronede konge af Vodka-produktion i
Rusland.
Han havde
flere gange søgt om at blive leverandør til de russiske hof, det
højeste man kunne komme med hensyn til anerkendelse i Rusland, og i
1886 lykkedes det, da Zar Stanislav III gjorde ham til
hofleverandør og gav ham "æret borgerskab".
Vi kender alle russernes måde at drikke vodka; ikke noget med at
spytte i glasset, der ikke må være for småt. Selvom Smirnov solgte
både vine og likører, var det vodkaen, destilleret på korn og
kartofler, der var hovedproduktet. Den blev brugt ren, men også i
likørerne, ligesom den blev tilsat alkoholsvage lokale vine sammen
med blåbær og sukker.
Op gennem 1890erne forsatte firmaet med at vokse. Peter Smirnovs
virksomheder og destillerier beskæftigede 1500 mennesker, og han
producerede over 100 forskellige varer. Efter megen hæder på en
udstilling i Stockholm 1897 fik han også titel af leverandør til
det svenske og norske hof, og efter sin død fik han også titel af
leverandør til de spanske hof.
I 1898 døde Peter Arsenjevitch Smirnov, og hans tre sønner, Peter
Petrovich, Nikolai og Vladimir overtog ledelsen af firmaet. Det
blev begyndelsen til enden, brødrene kunne ikke enes, og firmaet
gik fallit allerede i 1901, og selvom et nyt handelshus, P.A.
Smirnov i Moskva blev stiftet af sønnerne på ruinerne af det gamle,
tegnede fremtiden mørk. Kort tid efter blev Peter Petrovich
eneejer, og efter hans død i 1910 overtog enken Eugenia Ilinichna
Smirnova ledelsen. Omkring 1. verdenskrigs udbrud måtte en stor del
af produktionen stoppes, og istedet producerede man eddike og
frugtdrikke. Zar Nikolai II forbød statlig salg af Vodka for at
komme drikkeriet til livs, og det endelige dødstød fik virksomheden
i 1917, da bolshevikkerne overtog det hele og nationaliserede
virksomheden. Eugenia Smirnova giftede sig med en italiener og
forlod Rusland.
Men det var mine flasker, det drejede sig om. Omkring 1890 var
virksomhedens årlige forbrug af flasker ca. 50.000.000 - et
imponerende tal. Ikke mindre end 7 glasværker leverede til ham, og
langt de fleste typer var helt specielle og tegnet af P.A. Smirnov
selv. Etiketterne blev enten tegnet eller godkendt af Smirnov, og
fremstillet på virksomhedens egen litografiske anstalt. Både
flasker og etiketter blev ofte forsynet med de ordener og
udmærkelser, produkterne havde modtaget. Da en stor del af
forbrugerne i Rusland var analfabeter havde alle produkter både et
navn og et nummer på etiketten, så de var let genkendelige.
I 1889 introducerede Smirnov en ny drik på World Trade Fair i
Paris. Den hed "Nejinskaya Ashberry", vodka med rønnebær fra Nejin
(Nezhin) sydvest for Moskva. Den fik nr. 23 og blev modtaget med
jubel i Paris, både på grund af smagen og den elegante flaske.
Nejinskaya Ashberry blev hurtigt populær, ikke kun i Frankrig, men
også i Rusland.Annonce fra 1890 for rønnebærvodka Nr. 23 og mine to
flasker.
Smirnovs konkurrenter på hjemmefronten blev tvunget til at
efterligne rønnebær-vodkaen, men deres produkt fik en bitter
eftersmag, som ikke kunne fjernes. De hentede endda rønnebær i
Nejin, men lige meget hjalp det; hemmeligheden ved Smirnovs søde
rønnebær-vodka forblev intakt. Først langt senere kom det frem, at
Smirnov havde ført dem bag lyset. Oprindeligt hed likøren
"Nevejinskaya Ashberry" og rønnebærrene stammede fra omegnen af
landsbyen Nevejin nord for Moskva, men Smirnov ville ikke røbe,
hvorfra de søde rønnebær, som han kendte fra sin ungdom, stammede.
Derfor omdøbte han vodkaen til Nejinskaya Ashberry!
Det er to af disse flasker, jeg var så heldig at finde i
Rusland, den ene er forsynet med de fire udmærkelser, der også
pryder den her viste annonce. Hvordan navnet Smirnoff endte som et
vodka-mærke i USA er der flere forskellige forklaringer på.
Her skal kun nævnes, at rettighederne til Smirnoff-navnet (ikke
Smirnov) blev solgt til en russisk emigrant i USA, R. Kunett, der
startede en produktion af Smirnoff-vodka i 1933. Denne vodka har
intet tilfælles med den originale Smirnov-vodka, men det er en hel
anden historie.